Aftale om lokalt pårørendesamarbejde november 2024
Formålet med det lokale pårørendesamarbejde er at etablere og vedligeholde gode relationer mellem borgerne, pårørende og personalet, samt at deltage i drøftelser om at sikre og udvikle borgernes levevilkår i overensstemmelse med det beskrevne i "Ønsker og rammer for samarbejdet mellem borgere og pårørende samt Skanderborg Kommunes tilbud på ældre-, handicap- og socialpsykiatriområdet".
Det tilstræbes, at der ved alle boenheder under Sundhed, Omsorg og Handicap (SOH) i Skanderborg Kommune er etableret et lokalt pårørendesamarbejde. På de enkelte ledelsesområder skal man forsøge at etablere et råd eller lignende i et formelt samarbejde mellem pårørende og leder/medarbejdere . Pårørende til udeboende borgere, der er knyttet til den enkelte boenhed, deltager i pårørendearbejdet på lige fod med beboernes pårørende. De nærmere betingelser for samarbejdet aftales lokalt.
Vi anskuer samarbejdet i flere niveauer, hvorved vi rummer alle aspekter ved samarbejdet.
De enkelte niveauer er beskrevet nedenfor.
1. Niveau 1 - Det helt nære og lokale.
Niveau 1, ses som det helt nære og lokale. Her stiller afdelingsleder, koordinator eller medarbejder sig til rådighed for det lokale samarbejde, f.eks. med understøttelse til diverse aktiviteter. Man er som pårørende altid velkommen til at kontakte leder eller medarbejder.
Lederen tager initiativ til at invitere alle pårørende til møde mhp. oprettelse af et lokalt pårørenderåd, hvor et sådan ikke findes.
Det er det lokale pårørenderåd, som står for dagsordner og referater. Leder kan være behjælpelig med at sende info rundt, f.eks. referat fra møderne i pårørenderådet.
Lederne orienterer, i det omfang det skønnes relevant, om ændringer af betydning for borgernes hverdag.
Nærmere aftaler om pårørenderådets virke og samarbejde indgås lokalt med den enkelte leder.
2. Niveau 2 - det mere overordnede samarbejde i Skanderborg Fællesskaberne eller Landsbyen Sølund
Niveau 2, ses som det mere overordnet samarbejde i enten Skanderborg Fællesskaberne eller Landsbyen Sølund.
Her vil der være mulighed for dialog med kontraktholderen på det pågældende område. Pårørende vil være repræsenteret med 1-2 repræsentanter for hvert pårørenderåd.
Der vil være mindst 2 møder om året, hvor deling af viden, udveksling af gode ideer, økonomi og generel dialog vil være i hovedsæde.
En gang årligt afholdes et fællesmøde for alle pårørende med aftalt tema.
3. Nivau 3 PRISK - Pårørenderåd i Skanderborg Kommune
Niveau 3, ses som PRISK, hvor repræsentanter fra pårørenderådene i Landsbyen Sølund og Skanderborg Fællesskaberne mødes.
PRISK fungerer som en selvstændig forening og kan invitere kontraktholderne og chefen for Sundhed, Omsorg og Handicap til dialog med udgangspunkt i overordnede fælles problematikker og temaer.
Nivau 4 - Handicap- og Psykiatrirådet
Niveau 4, ses som Handicap- og Psykiatrirådet i Skanderborg Kommune.
Læs mere om Handicap- og Psykiatrirådet (link til siden med oplysninger om rådet - åbner i nyt vindue).
Generelt for alle råd
Generelt for alle råd gælder, at repræsentanterne samarbejder med stedets leder og medarbejdere om forhold af betydning for borgerne.
Fælles drøftelse kan på initiativ fra pårørende eller medarbejdere omhandle generelle spørgsmål og aldrig enkeltsager.
De lokale pårørende kan tage initiativ til og deltage i fælles arrangementer for og i samspil med borgerne og efter aftale medvirken af personale.